HÅRBØLLEHUSET

Kulturhuset på Møn

tilbage

Vedtægter for
Hårbølle og Omegns Beboerforening

§ 1. Foreningens navn er Hårbølle og Omegns Beboerforening, herefter Foreningen. Foreningens binavne er HOB og Hårbøllehuset.

§ 2. Foreningens hjemsted er Hårbølle, Vindebækvej 48, 4792 Askeby.

§ 3. Foreningens formål er at styrke og udbygge fællesskabet i Hårbølle og omegn, at medvirke til Hårbøllehusets fortsatte beståen og at igangsætte og udvikle aktiviteter af interesse for alle generationer i Hårbølle og omegn”.

§ 4. Enhver, der har interesse i at støtte Foreningens formål og er villig til at betale kontingent til Foreningen, kan optages som medlem. Indmeldelse sker ved skriftlig eller mundtlig henvendelse til Foreningens kasserer eller på Foreningens hjemmeside, med oplysning om navn, adresse, postnummer, eventuel e-mail og telefonnummer. Medlemslisten er ikke offentlig tilgængelig.

§ 5. Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 5-7 medlemmer og 2-3 suppleanter, der alle vælges af Generalforsamlingen. Valgbar til bestyrelsen er personer over 18 år, som er medlem af Foreningen og har indbetalt kontingent. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, og kasserer. Afgår et bestyrelsesmedlem før valgperiodens udløb indtræder en suppleant som ordinært medlem af bestyrelsen og nyvalg foretages på førstkommende Generalforsamling. Suppleanter kan deltage i bestyrelsens møder. Bestyrelsens medlemmer er på valg hvert år. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsesmøder afholdes når formanden finder det fornødent eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer eller suppleanter kræver det. Indkaldelse finder sted ved elektronisk post med angivelse af dagsorden. Ved bestyrelsesmøderne føres et beslutningsreferat, der gøres tilgængeligt for Foreningens medlemmer på Foreningens hjemmeside, www.haarboelle.dk, når bestyrelsen har godkendt referatet.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mere end halvdelen af bestyrelsens ordinære medlemmer er til stede. Der træffes beslutning ved simpelt stemmeflertal blandt ordinære medlemmer. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 6. Generalforsamlingen er Foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling med nedenstående dagsorden afholdes hvert år inden 30. marts. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel ved opslag på Foreningens hjemmeside, ved udsendelse af elektronisk post og ved opsætning af opslag på Foreningens hjemsted. Forslag, der ønskes behandlet på Generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde inden udgangen af februar måned samme år. Sammen med dagsorden fremsendes bestyrelsesgodkendt udkast til regnskab.
Dagsordenen omfatter: 1. Valg af dirigent, valg af referent og stemmetællere
2. Formandens beretning 3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab 4. Indkomne forslag 5. Fastsættelse af kontingent for det kommende år 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisor 7. Evt.

§ 7. Ekstraordinær generalforsamling afholdes når et flertal af bestyrelsen finder det nødvendigt eller når mindst ¼ af Foreningens medlemmerne ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen, kræver dette.

§ 8. Afstemninger på generalforsamlingen afgøres ved simpelt flertal af de afgivne stemmer blandt de tilstedeværende medlemmer. Alle betalende medlemmer har hver 1 stemme. Stemmeafgivelse sker mundtligt og ved håndsoprækkelse. I særlige tilfælde kan der kræves skriftlig afstemning. Dette fordrer simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer. Ændringer i Foreningens vedtægter kan dog kun vedtages med mindst 2/3 flertal på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. Kan dette ikke opnås, indkaldes til endnu en generalforsamling, hvor ændringer kan gennemføres ved simpelt flertal af de afgivne stemmer blandt de fremmødte medlemmer.

§ 9. Kassereren er ansvarlig for Foreningens regnskab. Indkomne midler skal opbevares på konto i Møns Bank, girokonto eller aflåst kasse. Regnskabsåret følger kalenderåret. Regnskabet skal foreligge til revision senest 4 uger før den ordinære generalforsamlingen

§ 10. Bestyrelsen afgør, hvor store beløb der kan tildeles de enkelte arrangementer og initiativer. Investeringer i anparter i Den Levende Landsby ApS kræver enstemmighed i bestyrelsen og kan kun ske når hensyn er taget til Foreningens konsolidering og fortsatte udvikling og drift.

§ 11. Foreningen kan opløses, når 2/3 af de fremmødte medlemmer på en ordinær generalforsamling stemmer derfor. Beslutningen har først virkning når denne beslutning er bekræftet på en dertil indkaldt ekstraordinær Generalforsamling med samme stemmeflerhed. Foreningens midler, herunder anparter i Den Levende Landsby ApS tilfalder Fanefjord sogns grundejer- & beboerforening, der træffer beslutning om midlernes anvendelse, dog fortrinsvis til støtteværdige formål i Hårbølle og Omegn. 

§ 12. Vedtægterne træder i kraft efter vedtagelse på en ekstraordinær Generalforsamling og afløser Foreningens tidligere vedtægter, der blev vedtaget på den stiftende Generalforsamling 5. september 2004 med ændringer vedtaget på den ordinære Generalforsamling d. 27. marts 2011.

Således vedtaget på den ordinære Generalforsamling d. 20. marts 2016.

tilbage